Hvad er artrose
Bliv klogere på artrose - se filmen her
Artrose – mere end “slidgigt”
Artrose er for mange bedre kendt som slidgigt.
Men artrose betyder egentlig “ledsygdom” og er en mere præcis betegnelse.
Ordet slidgigt kan give indtryk af, at dine led bliver slidt op, når du bruger dem. Det er en misforståelse.
Fysisk aktivitet og bevægelse i passende mængde er ikke skadeligt. Tværtimod kan det ofte være med til at mindske dine symptomer. Derimod kan inaktivitet forværre generne.
Derfor bruger vi betegnelsen artrose, så sygdommen ikke bliver misforstået.
Forstå artrose – hvad sker der i dine led?
Artrose er en almindelig ledsygdom, som kan ramme alle kroppens led. Det rammer dog oftest led i tommelfinger, storetå, hofte og knæ. På denne side fokuserer vi på artrose i knæ og hofte.
Artrose er en vedvarende ledsygdom, hvor brusken i leddene gradvist påvirkes. Brusk i dine led fungerer lidt ligesom en svamp. Svampen suger væske ind og presser væske ud igen, når man trykker den sammen. Det samme sker med brusken i dine led. Når du bevæger dig og belaster leddene, bliver affaldsstoffer presset ud af brusken, og når trykket lettes igen, suger den frisk næring fra ledvæsken til sig. Derfor er det vigtigt at bevæge sig i det omfang, man er i stand til, da det vil hjælpe med at holde brusken sund og stærk.
Typiske symptomer
Symptomerne på artrose varierer fra person til person.
De mest almindelige symptomer er smerter, hævelse og stivhed i knæ- eller hofteled.
Mange oplever især smerter om morgenen eller om natten.
Smerter kan også opstå, når du går i gang efter at have været inaktiv, eller hvis du har belastet leddet mere end normalt.
Hvordan stilles diagnosen?
Artrose i knæ og hofte bliver typisk vurderet ud fra en samtale om dine symptomer og en fysisk undersøgelse hos din læge eller fysioterapeut.
Røntgen kan bruges til at vurdere graden af artrose, men det er ikke nødvendigt for at stille diagnosen.
Det er vigtigt at vide, at der ikke altid er sammenhæng mellem røntgenbilleder og symptomer.
Du kan godt have tydelige tegn på artrose på et røntgenbillede uden at have smerter – og omvendt.
Artrose og din hverdag
Artrose er en kronisk tilstand, som kan påvirke din hverdag.
Du kan for eksempel opleve smerter ved aktiviteter som at gå på trapper, gå længere ture eller rejse dig fra en stol. For nogle betyder smerterne, at de begynder at undgå bestemte aktiviteter. Det kan føre til flere begrænsninger i hverdagen. Det er dog vigtigt at blive ved med at være aktiv i det omfang, du kan. Bevægelse er med til at holde dine led i gang og kan være med til at mindske smerter over tid.
Selvom artrose ikke kan helbredes, er der meget, du selv kan gøre for at leve et godt og aktivt liv med sygdommen.
Det hjælper vi dig med i vores forløb.