Træning og fysisk aktivitet med artrose

Her kan du læse om Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet, hvordan du kan træne med artrose, og hvad der kan hjælpe dig med at være fysisk aktiv i hverdagen.

Bliv klogere på træning og fysisk aktivitet med artrose - Se filmen her

Video Url

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen.

Derudover anbefales det, at du styrketræner mindst to gange om ugen.
Styrketræning opbygger muskelstyrke, som støtter og aflaster dine led.

Du kan for eksempel styrketræne med elastikker, øvelser hvor du bruger din egen kropsvægt eller styrketræning i et træningscenter.

Træning kan gøre en forskel

Det kan være udfordrende at være fysisk aktiv, når du har smerter i hofte eller knæ.
Mange oplever, at selv almindelige aktiviteter i hverdagen kan være forbundet med smerter.

Samtidig viser forskning, at fysisk aktivitet og træning kan reducere smerter, forbedre din funktion og øge din livskvalitet.

Derfor er det vigtigt at finde en måde at være aktiv på, som fungerer for dig.

Træning med artrose – find det, der passer til dig

Der er ikke én rigtig måde at træne på.
Den bedste træning afhænger af dine behov, dine smerter og din hverdag.

For nogle giver det god effekt at styrketræne med vægte eller elastikker.
For andre er konditionstræning et bedre udgangspunkt.

Skånsomme aktiviteter som cykling, svømning eller træning i maskiner er ofte gode valg, fordi belastningen er let at tilpasse. En gåtur eller trappetræning kan også være effektivt afhængigt af, hvordan dine smerter reagerer.

Det vigtigste er, at du holder dig i gang i et niveau, der er passende for dig.

Sådan kan du holde fast i en aktiv hverdag

For at fastholde en aktiv livsstil er det vigtigt at finde aktiviteter, du trives med, og som passer ind i din hverdag.

Det kan for eksempel hjælpe at:

  • vælge aktiviteter, du har lyst til, og som giver dig energi
  • få støtte fra en ven, et familiemedlem eller en træningsmakker
  • deltage i et hold eller et fællesskab
  • variere dine aktiviteter, så du undgår ensformighed – prøv fx gåture, cykling, svømning, vandgymnastik eller yoga

Små ændringer i hverdagen kan gøre en stor forskel. Det vigtigste er ikke, hvor meget du gør – men at du bliver ved.