Vægttab og artrose

Her kan du læse om, hvordan din vægt kan påvirke din artrose, og hvad du selv kan gøre, hvis du ønsker at ændre dine kostvaner.

Bliv klogere på det gode vægttab - Se filmen her

Video Url

Vægttab og artrose – sådan kan du mindske smerter og forbedre din livskvalitet

Hvis du har artrose, kan din vægt have betydning for dine symptomer.
En højere kropsvægt øger belastningen på især knæ og hofter og kan forværre smerter og nedsætte din bevægelighed.

Et vægttab kan derfor være med til at aflaste dine led.
Selv et mindre vægttab kan mindske smerter og gøre det lettere at være fysisk aktiv i hverdagen.

Kom godt i gang med ændrede kostvaner

Hvis du ønsker at ændre dine kostvaner, kan De officielle Kostråd være et godt udgangspunkt. De hjælper dig med at få de nødvendige næringsstoffer og samtidig holde en sund vægt.

Det indebærer blandt andet at:

  • spise planterigt, varieret og i passende mængder
  • spise flere grøntsager og frugter
  • spise mindre kød og i stedet vælge bælgfrugter og fisk
  • vælge planteolier og magre mejeriprodukter
  • begrænse sukker, salt og fedt
  • sluk tørsten i vand

For at vælge sunde madvarer, kan du kigge efter Nøglehulsmærket, som markerer fødevarer med mindre fedt, salt og sukker, samt mere fiber. Fuldkornsmærket viser produkter med et højt indhold af fuldkorn, hvilket kan være en god måde at sikre sunde valg, når du handler ind.

Små ændringer kan gøre en stor forskel

Det kan tage tid at ændre vaner. Derfor kan det være en fordel at starte med små justeringer, som passer ind i din hverdag.

For eksempel kan du:

  • bruge en mindre tallerken for at reducere portionsstørrelser
  • anrette maden i køkkenet i stedet for ved bordet
  • tage udgangspunkt i slanketallerkenmodellen, når du sammensætter dine måltider 

    Fordel din tallerken med:

    2 knyttede hænder grøntsager
    1 knyttet hånd kartofler, ris, pasta eller brød
    1 knyttet hånd kød, fisk eller fjerkræ

  • planlægge dine indkøb og undgå at handle, når du er sulten
  • øge mængden af grøntsager i dine måltider 

Små ændringer kan over tid have stor betydning for både din vægt og dine symptomer.

Fysisk aktivitet understøtter vægttab

Hvis du ønsker at tabe dig og fastholde et vægttab, er fysisk aktivitet en vigtig del af indsatsen.

Bevægelse kan samtidig være med til at reducere smerter, styrke kroppen og give mere energi i hverdagen.

Det vigtigste er, at du finder en aktivitet, du har lyst til at fortsætte med.
Det kan for eksempel være gåture, cykling, svømning eller dans.

Når du finder noget, der passer til dig, bliver det lettere at holde fast over tid.

Få mere viden

Hvis du ønsker mere information om De officielle Kostråd, kan du besøge Fødevarestyrelsens hjemmeside med kostråd.