Dit artroseforløb i Københavns Kommune
Bliv klogere på dit artroseforløb - se filmen her
Artroseforløbet – sådan hjælper vi dig
Du kan få et artroseforløb i et af Københavns Kommunes centre for genoptræning.
Vi har fem centre i København, og du bliver som udgangspunkt tilbudt et forløb tæt på din bopæl.
I nogle tilfælde kan du få tilbudt et forløb i et andet center. Indholdet i forløbet er dog det samme, uanset hvor du deltager.
Du kan vælge mellem et forløb med holdtræning på et af vores centre eller et digitalt forløb, hvor du træner hjemmefra på tidspunkter, der passer dig.
Hvad kan du forvente af forløbet?
Forløbet består af træning, undervisning og vejledning. Tilbuddet er baseret på forskning.
Vi tilpasser forløbet til dine behov. Derfor kan du opleve, at andre deltagere har et lidt andet forløb end dig.
Alle forløb starter med en indledende samtale. Her taler du med en fysioterapeut om dine symptomer og din situation, og du bliver undersøgt. Sammen lægger I en plan for dit videre forløb.
Undervisning – få viden om din artrose
Du bliver tilbudt undervisning undervejs i forløbet. Her får du en bedre forståelse af artrose og af, hvordan du selv kan håndtere sygdommen.
Den viden, du får kan have betydning for, hvordan du oplever dine smerter, og hvordan du fungerer i hverdagen.
Træning – reducer smerter og øg din funktion
Træning er en central del af forløbet. Den kan hjælpe dig med at reducere smerter, bevæge dig bedre og forbedre din livskvalitet.
Du får et træningsprogram, der er tilpasset dig. Øvelserne har fokus på at styrke dine muskler og støtte dine led.
Det er vigtigt, at du træner regelmæssigt for at få den bedste effekt. Din fysioterapeut vejleder dig undervejs i dit forløb.
Vægttab og ændring af vaner
Et vægttab kan mindske belastningen på dine led og have betydning for dine smerter.
Du kan få gode råd og støtte til at opnå en sund vægt, hvis det er relevant for dig. Tal med din fysioterapeut, hvis du er i tvivl.
Livsstil og din hverdag
Dine daglige vaner kan have betydning for din artrose.
For eksempel kan sund kost, regelmæssig motion, moderat alkoholforbrug og rygestop gøre en positiv forskel.
Vi hjælper dig med at finde løsninger, der passer til din hverdag.